Folkemødet er ved at være i bakspejlet, og selvom jeg ikke har deltaget, har jeg en god formodning om at politikerne som sædvanlig har været ude og love til højre og venstre for dine og mine penge.
De snakker højt og flot om at der skal "investeres" i Danmark, i velfærd, i arbejdsløse og ufaglærte, men det store spørgsmål i den forstand er rent faktisk om det de laver har en værdi?
Skal vi tage et eksempel, kan vi klippe lidt fra Socialdemokratiets program, hvori de skriver
Dernæst skal vi investere i danske arbejdspladser og vækst. Vi skal give ufaglærte bedre muligheder for opkvalificering, så de er klar til fremtidens job. Vi skal lytte til erhvervslivets og lønmodtagernes behov. Den største vækstdræber er mangel på kvalificeret arbejdskraft. Derfor skal vi investere i opkvalificering og vækst."
Men hvordan ved vi, endsige Socialdemokratiet, hvad der er nødvendigt i fremtiden. Har de en krystalkugle der kan forudsige fremtiden?
Det eneste vi ved med sikkerhed er, at vi som skattekvæg får lov at betale allerede nu for at politikernes løfter. For pålægger politikerne arbejdsgiverne med krav om eksempelvis uddannelse, så er grundreglen er at der 3 der kan betale for den omgang:
Det politikerne essentielt set gør her, er at de tvangsindkommanderer en del af de midler der havde været tilgængelige til folk mod et løfte om at de ved bedre hvad fremtiden bringer end resten af samfundet. 2
For hvem siger at det er de uddannelser som politikerne og deres bureaukrati vælger at godkende, er de uddannelser som der bliver behov for i fremtiden. Hvordan ved politikerne at der er en positiv indvirkning på samfundsøkonomien som helhed hvis de sender en 50-årig metal-arbejder på skolebænken for at lære om robot-teknologi? Eller at det er bedre at sende en teenager 4 år på teknisk skole fremfor i mesterlære?
Det ved politikerne naturligvis ikke, for de har ingen beregnings-mekanismer der kan fortælle dem dette, hvorfor det blot er deres fornemmelse for det er rigtigt der dikterer at de gør det.
Det ovenstående illustrerer en vigtig pointe, nemlig den at politik ikke skaber værdi og ikke kan skabe værdi. Den kan kun omfordele værdi i tid og rum, men aldrig skabe ny værdi.
Der findes intet politik kan gøre, som ikke kunne være gjort på fredelig vis. Den bedste politik er derfor en politik som efterligner de valg folk selv ville have taget, og det drager os derfor til den logiske konklusion at den bedste politik faktisk er at lade være.
For hvis den bedste politik er de valg folk selv ville have taget, er politikken unødvendig. Lad derfor folk selv beslutte hvad der virker bedst og lad samfundet indrette sig efter dette.
Når det så kommer til selve jobskabelsen, som konsekvens af ovenstående politik, så er det korrekt at der skabes job eller nærmere betegnet beskæftigelse som følge af politikken, men det skaber aldrig flere job og skaber derved ikke mere værdi end end hvad der ellers ville være sket.
Hvis vi tager pyramiderne som eksempel, så skabte de ganske vist en masse beskæftigelse da de blev opført, men værdi for andre end den hersker der skulle begraves der skabte de ikke, og pengene dertil blev indkommanderet fra resten af økonomien, med den indvirkning at de ikke var til rådighed der.
Så værdi for herskeren ja, men for samfundet som helhed nej. Derfor kan politikerne ikke træffe beslutninger om hvad der er godt eller dårligt, for de har ikke den viden om hvad samfundet som helhed har brug for. Kun hvad de selv tror skaber værdi.
Begynder vi at kigge på andre områder hvor politikerne ynder at blande sig når det kommer til uddannelse, så kan vi også fremdrage manglen på lærere.
Men skaber staten merværdi hvis den gik ud og ansatte 5.000 flere lærere? Næ, ikke mere end hvis samtlige skoler var frie til selv at bestemme og forældrenes ønske var at der skulle ansættes 5.000 flere lærere.
Eller hvad hvis staten nu gik ud og gav lærerene mere i løn, som også er et yndet løfte (omend forklædt som et mere generelt løfte om højere løn til offentlig ansatte). Har den så skabt merværdi der?
Næ, for var det et ønske blandt forældrene i en fri skole at lærerne skulle have mere i løn ville det samme være opnået. Og var det ikke ønsket har politikerne blot fejl-allokeret midlerne i samfundet.
Disse eksempler kunne fortsætte i et væk, men pointen er formentlig gået igennem. I bedste fald fald er politikken det som folk ønsker, hvorved det var sket alligevel, i værste fald går den imod det og skaber derved fejl-allokering af ressourcer.
Der vil så være dem der fremdrager at visse ting ikke kan opstå, var det ikke for politikernes indbland. Militæret for eksempel.
Hvis vi ser bort fra den dundrende in-effektivitet en organisation som det danske militær lider under grundet netop den politiske styring, så er der faktisk en pointe her. Der findes visse ting som ikke ville opstå, var det ikke for politikerne.
Pyramider som ovenfor er et eksempel, et stort stående nationalt militær er formentlig et andet. Når jeg siger formentlig er det fordi vi ikke med sikkerhed kan kende folks præferencer på forhånd hvorfor det er umuligt at vide om en stor stående hær ville eksistere eller ikke.
Det vi kan konkludere er dog stadig det samme. For er der et ønske om en stor stående hær, ville folk bekoste den frivilligt. Var der ikke, ville folk ikke og derved gør politikerne sig skyldig i det samme som ovenfor - nemlig fejlallokering af ressourcer.
For forsvar er ikke en ydelse der eksklusivt kan leveres ved hjælp af en stor stående hær. Som set i de større angrebskrige som Danmark har deltaget i, eks. Afghanistan, Irak og Nord-Afrika, men også tidligere som i eksempelvis Vietnam eller den danske modstandsbevægelse, er det mest effektive våben mod en stor og mægtig fjende ikke som standard at forsøge at opbygge en kæmpe hær selv. ISIS er et eksempel på denne udtalelse.
Det kan være lige så, eller endda mere, effektivt at føre irregulær guerillakrig mod fjenden og bekoste dem store tab på den front.
Så konklusionen på ovenstående artikel må være at politik i sig selv ikke skaber værdi for samfundet som helhed. Det er også det politikerne anerkender hvis de bliver godt presset af økonomer og andre med forstand, hvori de så begynder at tale om andre ting såsom lige muligheder, hjælpe rundt omkring i verden med videre.
Men om der findes en pointe i, med vold, at omfordele midler efter nogle opstillede politiske ønsker, er et spørgsmål om moral og etik.
Mener du at det er moralsk og etisk at anvende vold mod andre, fordi du mener de bør handle anderledes?
Derudover er der hele debatten omkring statens dundrende ineffektivitet og dårlige forvaltning af midler der kan tjene som det praktisk argument imod, hvoraf ovenstående tekst er en del af det.
1: En vigtig pointe her, for de fleste folk tænker at aktionærerne har penge nok, så de kan godt tåle lidt mindre afkast er, at aktionærerne i stor stil også er eksempelvis de danske pensionskasser hvilket betyder de pensionsmidler som danskerne skal leve af den dag de ikke længere kan være på arbejdsmarkedet.
Derudover er der naturligvis delen med kapital-akkumulation som muliggør nye investeringer, der igen kan komme samfundet som helhed til gode. Så beskatning af aktionærerne er også en dårlig idé, omend på et mere langsigtet og skjult plan end de mere direkte på arbejderne eller kunderne.
2. Det vi kan yderligere spekulere i er, at om politikerne havde været så meget bedre end resten af samfundet til at gætte hvad der blev nødvendigt eller ej, om de så ikke havde gjort sig bedre som eksempelvis virksomhedsejere eller måske formue-forvaltere i en investeringsbank. Begge erhverv belønner jo i den grad fremsynethed, specielt den slags som er bedre end andre.
